BØRNEPORTALEN - Afhængig

AFHÆNGIG

- om alkohol, hash, stoffer og spil

Mange børn har forældre, der drikker for meget eller tager stoffer. Når ens forældre drikker eller tager stoffer, ændrer det deres personlighed. Og det betyder, at de ofte ikke er den gode forælder, som alle forældre gerne vil være. De har svært ved at give deres børn den tryghed, som børn har brug for. Du har ret til at få hjælp, også selvom din mor eller far ikke selv vil gøre noget ved deres problem.

Afhængighed kan være mange ting – det behøver ikke kun at handle om alkohol eller stoffer. Man kan også være afhængig af at spille – for eksempel poker, odds, betting eller andre ting, hvor man kan vinde og tabe penge. Det kaldes for ludomani. Det kan også være, at du selv er bekymret for, om du er afhængig. Uanset hvad, så er der hjælp at hente her på siden.

Få hjælp

Intet problem er for stort eller småt, hvis din far, mor, søskende, ven eller du selv har problemer med alkohol, stoffer eller spil. For mange kan det være rigtig svært at tale om, men du kan altid få hjælp hos TUBA eller Hope Ung, der ved en masse om alkoholproblemer. Du kan også finde hjælp hos Center for Ludomani, som kender til problemer med spilafhængighed. Eller hos BørneTelefonen, hvor du kan tale med en voksen om lige præcis det, du har brug for.

Det har du ret til!

Hvis dine forældre drikker eller tager stoffer, har du ret til at få hjælp. Det står i Børnekonventionen, og det står i den lov, der hedder serviceloven. I serviceloven står der, at kommunen skal hjælpe dine forældre, så de kan tage sig ordentligt af dig. Det kan de blandt andet gøre ved at hjælpe dem med at komme ud af deres afhængighed. Der står også i serviceloven, at du skal have hjælp, hvis du selv har problemer med alkohol eller stoffer.

Læs mere om dine rettigheder, hvis der er afhængighed i din familie

HER KAN DU FÅ HJÆLP!

tuba.png

web chat brevkasse

TUBA
- Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere

Du kan få hjælp hos TUBA, hvis dine forældre er (eller har været) alkohol- eller stofmisbrugere. TUBA tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med misbrug. Hjælpen er gratis, og alle ansatte har tavshedspligt og er der for at hjælpe dig.

hope.png

web brevkasse

Hope Ung
- gratis og anonym rådgivning når mor eller far drikker

Hope Ung er en hjemmeside for alle børn og teenagere, der vokser op i familier med alkoholproblemer. Her kan du se film, læse tegneserier, spille spil og læse om andre børns oplevelser. Du kan også skrive til Brevkassen og se et Danmarkskort over alle de steder, du kan få hjælp.

centerforludomani.png

web

Center for Ludomani

Hvis du oplever problemer med spille-afhængighed, kan du kontakte Center for Ludomani. Det er gratis, og du kan få hjælp, hvis dine forældre spiller for meget, eller hvis du selv har et problem med spil.

Telefon: 70 11 18 10

bornetelefonen.png

web chat brevkasse

BørneTelefonen
- din linje til én der lytter

Alle børn og unge kan ringe anonymt til BørneTelefonen om alle slags bekymringer og problemer. Du kan også få hjælp til at finde en bisidder, som kan hjælpe dig med at skrive, ringe og gå med til møder i kommunen.

Telefon: 116 111 (du kan også sms'e)

headspace.png

web chat kontakt

headspace
- nogen at tale med

Intet problem er for stort eller småt. Headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud til børn og unge. Det hele foregår på dine præmisser. Du kan ringe, sende en mail, chatte eller få en samtale i det nærmeste headspace.

Telefon: 31 10 13 30

urk.png

web chat

Ung på Linje/Ung Online

Ung På Linje/Ung Online er et anonymt samtaletilbud til dig, der er mellem 13 og 30 år, og som mangler en at tale med om dine problemer og oplevelser – både når det går godt, og når det gør ondt indeni. Du kan både ringe og chatte.

Telefon: 70 12 10 00