BØRNEPORTALEN - Livet på nettet

Dit liv online

– beskyt dig selv, når du er på nettet 

De fleste bruger rigtig meget tid online – enten via apps, spil eller på forskellige hjemmesider. Når du er på nettet, har du ret til privatliv – uanset om du er på Facebook, Snapchat eller andre steder. Men samtidig efterlader du spor, når du er online, så det med privatliv kan godt være lidt svært. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvor meget – og hvad du deler om dig selv.

Sådan noget som mobning foregår også på nettet, og det kan være svært at vide, hvor grænsen går – især fordi ting, du skriver, kan misforstås – og du ikke kan se modtagerens reaktion. Det kan være alt fra ubehagelige beskeder eller at blive tagget på billeder, du ikke vil tagges på. Det kan også være følelsen af at blive ignoreret eller holdt uden for. Det er svært at vide, hvor grænsen går. Men hvis du bliver ked af det, er det ikke i orden, og så skal det stoppes.

Gode råd

  • Tænk over, hvilke billeder og oplysninger om dig selv du lægger på nettet. Som udgangspunkt skal du ikke lægge noget ud, som du ikke kan sige højt eller ikke vil have, bliver sendt videre. Så snart det ligger på nettet, har du ingen kontrol med, hvor det havner henne.
  • Find ud af, hvordan sikkerhedsindstillingerne virker, der hvor du har en profil: Hvem kan se dine oplysninger? Hvem kan se dine billeder? Og hvordan anmelder og blokerer du? Men husk: Selvom du har styr på dine privatlivs-indstillinger, så har dem som laver siden eller app’en adgang til alt dit indhold. Husk også, at dine venner kan dele det, du slår op.
  • Pas på med ironi. Ting du skriver på nettet eller i en sms kan lettere misforstås, end hvis du siger det ansigt til ansigt.
  • Hvis du synes, at nogen mobber dig på nettet eller på mobilen, så fortæl det til en voksen. Indimellem kan man være fristet af at 'svare igen', men det er sjældent en god idé, da det kan gøre mobningen værre.
  • Husk, at ikke alle er dem, de udgiver sig for at være på nettet. Det er derfor en god idé ikke at møde en onlineven alene. Hvis du skal på netdating, bør du sørge for, at I mødes et offentlig sted med mange mennesker

Få hjælp

Det kan være svært at vide, hvad dine rettigheder er på nettet, så det er helt ok at få hjælp. Hvis du ikke synes, du kan tale med de voksne, for eksempel dine forældre eller din lærer, kan du få hjælp andre steder. Cyberhus, Børnetelefonen eller Ung På Linje er alle klar til at hjælpe dig. Her kan du være anonym, og du behøver kun at fortælle dit navn, hvis du selv har lyst.

 

Det har du ret til...

Alle børn og unge har ret til at vide, hvad deres rettigheder på nettet er. Og du har ret til at være på nettet uden at blive mobbet. De voksne skal hjælpe dig, hvis der er noget galt.

 

Du kan læse mere om dine rettigheder på nettet her.

Her kan du få hjælp!

bornetelefonen.png

web chat brevkasse

BørneTelefonen
- din linje til én der lytter

Det er gratis at ringe til Børnetelefonen, og du behøver ikke sige dit navn. Du kan spørge om alt på BørneTelefonen, og du kan få hjælp til at finde en bisidder, som hjælper dig med at skrive, ringe og gå med til møder i kommunen.

Telefon: 116 111 (du kan også sms'e)

cyberhus.png

web chat

Cyberhus
- dit klubhus på nettet

Cyberhus er dit klubhus på nettet. Du kan chatte med en voksen eller med andre børn og unge om alt muligt - også om livet væk fra dine forældre.

Sletdet-logo2.jpg

web brevkasse

Slet det!
- hjælp til at slette billeder på nettet

Slet Det kan de hjælpe dig med at få slettet fx billeder eller videoer på nettet. Du kan både ringe eller skrive, hvis du står i en situation, hvor du har oplevet, at noget er blevet delt mod din vilje. Telefonen er åben tirsdag og torsdag mellem 14 og 16.

Telefon: 29 27 01 01