Året der gik - og det vi skal kæmpe for i det nye år

Vi går et nyt år i møde, og det giver anledning til at se tilbage på det, vi har lært om børn og unges rettigheder i 2017. Vi ser også på, hvad vi skal kæmpe for i 2018.


Det blev vi klogere på

I løbet af 2017 har vi sat fokus på forskellige emner og rettigheder. Fx at du har ret til at blive hørt og til at blive inddraget i din behandling, hvis du er syg og skal indlægges. Vi satte også fokus på, at alle børn har ret til et godt liv – uanset hvor de kommer fra, og hvordan de ser ud. Derfor lavede vi en film om, hvordan du kan være en god ven for et barn, som er flygtet fra krig.

Vi fortalte, at Børnekonventionen indeholder 54 regler om børn og unges rettigheder, og at du kan klage, hvis reglerne ikke bliver overholdt.

Vigtige begivenheder

I 2017 kunne vi også fejre, at det var 20 år siden, det blev forbudt for forældre at slå deres børn. Alle børn og unge har ret til et liv uden vold, og ifølge den danske lovgivning er det ulovligt at udsætte børn og unge for vold.

Børnekonventionen siger, at alle børn har ret til tryghed og beskyttelse. Det betyder også at alle børn har ret til en tryg hverdag og en god skolegang. Derfor blev der i 2017 indført en lov i Danmark, som giver børn mulighed for at klage, hvis der ikke bliver gjort nok for at stoppe mobning i skolen. Du kan læse mere om muligheden for at klage her.

Det skal vi kæmpe for

Det var også i 2017, at den danske regering var til eksamen hos FN’s Børnekomité, som holder øje med, om Danmark overholder Børnekonventionen. Børnekomitéen har givet Danmark en række anbefalinger, som har gjort os meget klogere på, hvad vi skal kæmpe for i det nye år.

Vi fik bl.a. at vide, at vi skal være meget bedre til at støtte børn med handicap i skolerne, så de kan få samme eksamen som alle andre børn. Og vi skal fortsætte indsatsen mod mobning – både i skolen og på nettet. For der er stadig alt for mange børn, der bliver mobbet. Det kan vi alle sammen være med til at gøre noget ved i 2018 fx ved at køre god stil på nettet.

Husk, at du altid kan få vejledning om dine rettigheder her på Børneportalen og finde vej til hjælp og rådgivning.