Kend dine rettigheder med træneren og børnene på Rettigheds-skolen

Hvorfor har du rettigheder? Hvad er Børnekonventionen? Og hvad kan du gøre, hvis dine rettigheder bliver overtrådt? Se filmen og få svarene af superheltebørnene, der er på en vigtig mission.


På Rettigheds-skolen er superheltebørnene i gang med at træne og gøre sig klar til deres mission. De skal lære børn og unge om deres rettigheder. For mange børn og unge i Danmark kender ikke deres rettigheder. Men det skal vi gøre noget ved, for alle børn og unge har masser af rettigheder, som skal sikre, at de har et godt og trygt liv.

Børnekonventionen er til for dig

Du har rettigheder, fordi det står i forskellige love og i FN’s Børnekonvention. Børnekonventionen indeholder 54 regler om dine rettigheder. De handler om alt fra din ret til fritid, til at have et privatliv og ret til et liv uden vold og overgreb. Danmark har skrevet under på Børnekonventionen, og derfor skal alle reglerne overholdes.

Den danske regering til eksamen

Hvert femte år skal Danmark til eksamen hos Børnekomitéen, som holder øje med, om reglerne i Børnekonventionen overholdes. Så de voksne kan ikke bare være ligeglade. Det er nemlig alle voksnes ansvar at sikre børn og unges rettigheder. Når Danmark har været til eksamen, kommer Børnekomitéen med gode råd til, hvordan vi i Danmark kan gøre mere for, at børn og unge har det godt.

Hvis dine rettigheder ikke bliver respekteret

Hvis du oplever svære ting i livet, er det de voksnes ansvar at hjælpe dig. Og du har ret til hjælp! Men hvis ingen lytter, og kommunen eller din skole ikke vil hjælpe dig, kan du klage til Ombudsmandens Børnekontor, hvor de kender børns rettigheder og er gode til at tage sig af klager fra børn. Hvis du mener, at reglerne i Børnekonventionen ikke bliver overholdt, kan du klage til Børnekomitéen.

Vær med i missionen

Du har masser af rettigheder, og det er vigtigt, at du og alle børn og unge i Danmark kender dem. Du kan være med i trænerens mission ved at følge Børneportalen på Facebook og Instagram, hvor du kan dele filmen og budskabet.


Her kan du få hjælp

  • Ombudsmandens Børnekontor kan hjælpe dig, hvis du mener, at dine rettigheder er blevet overtrådt
  • Hos BørneTelefonen er der altid én, der er klar til at lytte til dig, hvis du har brug for en at tale med. Og du bestemmer selv, om du vil sige dit navn, og hvor du bor.

Klag til FN’s Børnekomité