OM BØRNEPORTALEN
Børneportalens formål er at vise børn og unge vej til hjælp og rådgivning, oplyse om børns rettigheder og skabe overblik over, hvor og hvordan man som barn eller ung kan klage i det offentlige system. Børneportalen er en del af Børnerådet.
Hvis du har brug for hjælp
Børneportalen giver dig et overblik over forskellige hjælpe- og rådgivningstilbud og kan guide dig til netop det tilbud, der er relevant for dig. På den måde kan du få den hjælp, der passer bedst i den situation, du står i.
Kend dine rettigheder
På Børneportalen kan du lære at kende dine rettigheder i FN’s Børnekonvention. Du kan også læse om, hvad du har ret til i forhold til den danske lovgivning i mange forskellige situationer og i forhold til din alder.
Hvis du vil klage
Du kan bruge Børneportalen til at finde ud af, hvor og hvordan du kan klage i det offentlige system, hvis du bliver behandlet dårligt, eller hvis du mener, at dine rettigheder i Børnekonventionen eller i de danske love er blevet krænket.
Ikke kun for børn og unge
Børneportalens målgruppe er primært de 10-15-årige, men den er også til forældre, fagpersoner og andre voksne, der har med børn og unge at gøre.
Som voksen kan du få overblik over hvilke rådgivningstilbud og klagemuligheder, der findes til børn og unge, og du kan læse om børns rettigheder i forskellige danske love og i FN’s Børnekonvention.
Du kan også bruge Børneportalen sammen med børn eller unge, der har brug for støtte fra en voksen, til at finde frem til hjælp eller klagemuligheder. Læs mere i guiden til voksne.
Finansiering og drift
Børneportalen er finansieret gennem Børnerådets driftsbevilling på finansloven.
Hjemmesiden er udviklet og drevet af Børnerådet som en del af det danske børneombudsarbejde.
Kontakt
Mail: mac@brd.dk
Telefon: 3378 3305
HVEM ER BØRNERÅDET (synstolkning af video)
Videoen viser grafik med teksten "Hvad er Børnerådet?". Videoen skifter til, at vi ser Isso (teenager) gå rundt i Børnerådets sekretariat (et kontor).
Isso siger:
- Som du nok kan høre af navnet, så er Børnerådet altså et råd. Et råd er en samling af mennesker, der siger deres meninger videre til nogen. Man siger også, at de rådgiver. Og Børnerådet rådgiver de politikere, der laver lovene her i Danmark - nemlig dem, der sidder i Folketinget.
- Børnerådet bestemmer over sig selv og har også sine egne penge. Det betyder, at politikerne ikke sådan kan bestemme, hvad rådet skal mene om forskellige ting.
- Ud over at give råd til politikerne, så har Børnerådet altså også to andre meget vigtige opgaver.
Videoen viser grafik med Børnerådets logo, Børnerådets forperson (Bente Boserup), børn og en megafon.
Isso siger:
- Rådet skal nemlig sikre børn og unge - altså vores - rettigheder.
- En rettighed er noget, man altid har ret til - eller altid skal kunne være fri for.
Videoen viser grafik med et dokument med Børnekonvention og et verdenskort, hvor Børnekonventionen er på. Videoen viser også børn blive holdt af en stor hånd.
Isso siger:
- Børnerådet arbejder ud fra de rettigheder, som børn og unge har i FN's Børnekonvention. Børnekonventionen, det er nogle regler, som næsten alle verdens lande har skrevet under på, at de vil overholde. Og de handler om, hvordan børn og unge skal beskyttes, og om de rettigheder børn og unge har.
Videoen viser Isso, der går rundt i Børnerådets sekretariat (kontor).
Isso siger:
- Børnerådet har også en vigtig opgave med at være alle børn og unges stemme, fx når der bliver diskuteret noget i medierne. Og tit, når Børnerådet er ude og tale for børn og unge, så er det altså forpersonen, Bente, som enten bliver interviewet - eller som taler med politikerne.
- Og hun sidder altså lige derinde.
Isso peger ind på et mødelokale, hvor Bente sidder. Isso går ind i mødelokalet og giver Bente hånden.
Isso siger:
- Hej. Jeg hedder Isso.
Bente siger:
- Hej.
Videoen viser grafik med Bente med teksten: "Bente Boserup. Job: Forperson for Børnerådet. Fakta: Rådets 9 medlemmer arbejder med børn og unge". Videoen skifter tilbage til mødet lokalet, hvor Bente og Isso går ud fra.
Isso siger:
- Må jeg stille dig et spørgsmål?
Bente siger:
- Det kan du tro, du må.
Bente og Isso står foran mødelokalet og taler.
Isso siger:
- Okay. Hvordan kan det være, at der ikke er nogle børn i Børnerådet?
Bente siger:
- Det er, fordi politikerne har bestemt, at det skal der ikke være. Men det handler om børn og deres rettigheder. Det er det, vi arbejder med. Hvis vi fx skal komme med nogle bud på "Hvad er en god plejefamilie?", så spørger vi nogle børn, der har prøvet det. Og så går vi videre til politikerne og fortæller, hvad det er, der er vigtigt for børnene.
Isso siger:
- Okay. Jamen, det giver god mening. Tak for svar.
Isso og Bente giver hinanden hånden.
Grafik viser Børnerådets logo samt teksten "Produceret af Klædt Godt på og Cecilie Carøe.