Når du er anbragt: Husk dine rettigheder - Børneportalen.dk

Når du er anbragt: Husk dine rettigheder

De fleste børn og unge, som er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted, trives godt.
Men ifølge de unge kan noget også blive bedre. Derfor er det vigtigt at huske sine rettigheder, når man ikke kan bo derhjemme.
Som anbragt kan man bl.a. bo på en døgninstitution og et opholdssted. FOTO: Adobe Stock.
Som anbragt kan man bl.a. bo på en døgninstitution og et opholdssted. FOTO: Adobe Stock.

- Det er svært at bo her, og så have de venner. Det er mere akavet, når de er her. Så vil jeg hellere være ude ved dem.

Sådan fortæller en 14-årig, der bor på et opholdssted, i en ny undersøgelse fra Ankestyrelsen.

I undersøgelsen fortæller unge i alderen 11-17 år, hvordan det er at være anbragt på et opholdssted eller en døgninstitution.

For det er ikke altid lige let, fx når vennerne skal med hjem efter skole. Når man er anbragt, er det nemlig ikke mor eller far, der giver et knus og spørger, hvordan dagen er gået - det er de voksne, som arbejder på stedet.

Ret til at se vennerne

Der kan være mange grunde til, at man som barn eller ung ikke kan bo derhjemme.

Men det ændrer ikke på, at man som anbragt har rettigheder. Fx skal man have mulighed for at gå til noget i fritiden og se sine venner. 

Hvis du er eller skal anbringes, kan det være godt at tale med nogen. Det er nemlig helt normalt at have en masse tanker og spørgsmål. 

Du kan fx ringe eller skrive til Børnetelefonen eller Headspace.